Livet har sine positive øjeblikke og også de lidt vanskeligere. I mit privatliv har jeg aldrig fundet den rigtige partner, og jeg har faktisk heller aldrig ledt særligt meget. Der har været mig og min hund. Dette betyder, at min hund er meget knyttet til mig, og at jeg er meget knyttet til hende.
Ditte er en 8 år gammel labrador retriever, og jeg har haft hende siden hun var 9 uger gammel. Ditte opdager væsentligt før jeg gør, hvis mit blodsukker er på vej til at blive for lavt. Og for en diabetiker, der ikke er særligt god til selv at observere lavt blodsukker, er dette ikke helt dumt. Yderligere er jeg helt sikker på, at Ditte har reddet mig ud af en række situationer, hvor jeg ellers kunne være endt op på antidepressiv medicin. Den uforbeholdne hengivenhed og tålmodighed fra en hund er simpelthen et lyspunkt i enhver dag, og specielt i de dage, hvor alt det andet kan virke lidt deprimerende.
Ditte har igennem længere tid haft en række sygdomme (hovedsageligt en kraftig allergi og lidt gigt). For omkring en måned siden begyndte en af Dittes løbetider. Denne løbetid var mere voldsom end nogensinde før, hvor hendes blødninger var kraftigere og ikke ville stoppe. Og da blødningerne så endelig stoppede fik Ditte det ikke bedre efterfølgende. Da dyrlægen så fik lavet det store helbredstjek, viste det sig, at der undervejs i forløbet var kommet en del flere sygdomme: en svulst i bugspytkirtlen, sukkersyge, livmoderbetændelse og yderligere lød hendes hjerte også besværet. Livmoderbetændelsen er så kraftig, at hun skulle have fjernet livmoderen hurtigst muligt, men pga. alle de andre ting og nok specielt svulsten i bugspytkirtlen, der har givet sukkersygen, tvivler dyrlægen meget på, at Ditte ville overleve denne operation.
Jeg fik denne melding i går (fredag d. 16/4-2010)... Jeg har fået noget smertenedsættende medicin med hjem, så Ditte kan klare sig igennem weekenden uden for voldsomme smerter. Og jeg har bestemt mig for at følge dyrlægens råd, der grundlæggende var, at operationen ville være formålsløs, og i stedet give hende en værdig afsked på den bedst mulige måde for hende. Og denne weekend går således ud på at sige farvel. Og på mandag kl. 8:30 er der bestilt en tid hos dyrlægen. - I dag har vi fundet et godt sted, hvor hun kan begraves, og jeg har ligeledes gravet graven så den er klar til på mandag (selvfølgelig afdækket, så andre dyr ikke falder i).
Jeg sidder her og betragter Ditte, og min beundring for hendes styrke bliver større for hvert minut. Ditte har aldrig beklaget sig over noget som helst... I øjeblikket afhjælper den smertenedsættende medicin størstedelen, men man kan stadig se, at smerterne skinner igennem hendes ydre facade når det er værst. Det imponerende er, at hun stadig opbygger en facade, hvor hun forsøger at skjule problemerne. Det er helt tydeligt, at hun undrer sig over, hvad der sker med hendes krop, men hun beklager sig ikke... - Dette får mig til at overveje, hvorvidt det er mig, der beskytter Ditte, eller om det er Ditte, der beskytter mig. Der er nok ingen tvivl om, at hun er den stærkeste af os to.
Men det korte af det lange er nok, at jeg er på vej til at miste den bedste ven, som jeg nogensinde har haft...
Jacob Tranholm, lørdag d. 17/4-2010
Sidste lørdag lå Ditte ved siden af mig imens jeg skrev indlægget ovenfor. Natten mellem lørdag og søndag blev det helt sikkert, hvilke vej det hele måtte gå. Om søndagen var Ditte meget stille, og hun forlod stort set ikke min seng på noget tidspunkt. Men hun så ikke ud til at lide for meget, hvor hun enten var for god til at skjule det eller også fungerede den smertestillende medicin.
Mandag morgen tog vi til dyrlægen. Jeg havde fået mine forældre til at hente mig, og Dittes hundekurv blev placeret på bagsædet. Jeg bar hende så ud i hundekurven, og satte mig selv ind ved siden af. Da vi kom hen til dyrlægen, kom han ud til bilen. Imens hundekurven med Ditte stadig stod i bilen, gav han hende en narkose, hvor hun fik en dosering, der svarede til en hund med 2 gange hendes vægt. Herefter bar vi kurven med Ditte ind til konsultationen. Her barbarede dyrlægen en lille plet hår væk fra hendes ben og fandt så en blodåre. Der blev lagt et dræn ind i denne blodåre og herefter blev der sprøjtet en eller anden blå væske ind, der fik hendes hjerte til at stoppe indenfor nogle få sekunder. I denne del lå Ditte i fuld narkose, og mærkede derfor ikke noget. - Det hele foregik meget smukt, nænsomt og respektfuldt, og dyrlægen varetog denne lidt vanskeligere opgave meget flot.
Om lørdagen havde vi fundet og gravet en passende grav. Da Ditte var erklæret død fra dyrlægen, bar vi hundekurven med hende ud til bagsædet af bilen. Herefter kørte vi hen til graven. Derhenne havde min mor medbragt et strikket uldtæppe, som Ditte altid havde være glad for at ligge på hjemme hos dem, og dette tæppe blev brugt som ligklæde. Ditte blev lagt herpå, og vi sænkede hende så ned i graven. Hun lå særdeles elegant dernede med snuden vendt imod øst og halen imod vest. Min far er jo præst, og vi bad lige fadervor ved graven. Og herefter udnyttede vi det kristne begravelsesritual med 3 jordpåkastninger og samtidig ordene: Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. - Og herefter dækkede vi graven til, lagde græstørvene tilbage på toppen af graven, lagde en kampesten ved enden af graven og plantede lidt blomster. Og hermed var denne del overstået... Ditte havde fået en smuk og værdig afsked, og jeg har nu et sted, hvor jeg kan gå hen når jeg trænger til at snakke med hende.
Alt dette lyder muligvis lidt koldt og beskrivende, og sådan var det selvfølgelig ikke for mig. For mig var det vigtigt, at der i denne sammenhæng reelt ikke var andre valgmuligheder. Hvis jeg havde udsat dette i en uge, ville Ditte helt sikkert have lidt mere. Og dette ville det have været sværere for både mig og hende at bære. Så der var ingen valgmuligheder. - Yderligere er jeg jo præstesøn. For mig at se indeholder den kristne tradition ikke en fast opskrift på, hvad der sker efter døden (hverken for menneske eller hund). Men den kristne tro indeholder en grundtanke om, at efter døden er vi i vor Faders hånd. Og for mig er dette tilstrækkeligt. Og jeg tror faktisk på, at Ditte nu er i vor Faders hånd...
Jacob Tranholm, lørdag d. 24/4-2010
| På dette billede er Ditte og jeg på ferie i Norge. Billedet er taget i forbindelse med en gåtur rundt om en lille sø i Rauland. |  |
 | Dette billede blev taget under min 30-års fødselsdag, hvor to af gæsterne medbragte deres hund, Viktor. Efter mange timers leg faldt hundene endelig til ro på min seng. (Viktor er den sorte og Ditte den brune) |
