Angående helbredet har jeg overordet set ikke været så heldig. Jeg lider af flere kroniske sygdomme, og dette sætter desværre ind imellem nogle begrænsninger for mine aktiviteter.
Jeg har bøvlet med dette i hele mit liv, og på nogle punkter har dette muligvis også gjort mig stærkere, hvor jeg ikke vil lade sygdommene bestemme det hele. Jeg har derfor aldrig lagt mig syg bare pga. influenza, forkølelse eller lignende småsygdomme. Og da jeg i det meste af mit voksne liv har undervist forskellige steder og derfor møder mange mennesker, smittes jeg som andre af småsygdommene omkring mig. Dette påvirker mig dog ikke så ofte, da jeg ofte tager på arbejde selvom jeg har en smule feber. Men selvom jeg ikke vil lade sygdommene bestemme hele mit liv, er jeg alligevel i en situation, hvor jeg er nødt til at underkaste mig nogle af de mere alvorlige sygdomme for at have et velfungerende liv. Her har jeg hovedsageligt 3 kroniske sygdomme, som jeg er nødt til at indordne mig under: Sukkersyge (Type 1 Diabetes), ADHD (med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse) og endelig lider jeg også af Neurogen Diabetes insipidus.
For ADHD'en (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) har jeg haft denne i hele mit liv, men den blev først diagnosticeret relativt sent (for ca. 3¾ år siden). Og jeg er således først begyndt med den medicinske behandling for ADHD ret sent... Jeg har helt sikkert haft ADHD hele livet, men dette har hele vejen igennem (også i barndommen) været den gren af ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse, hvor man ikke plages af hyperaktivitet. Og denne gren er langt mindre synlig for omgivelserne, hvor det netop er hyperaktivitetsdelen, som omgivelserne ofte lægger mærke til. Og derfor fulgte jeg bare den almindelig skolegang i mit eget uddannelsesforløb. Jeg havde faktisk en rigtigt god skolegang i både grundskolen og gymnasiet. De fleste ADHD'ere udvikler metoder til at kompencere for egne utilstrækkeligheder, og det gjorde jeg også. For at få lov til at være i fred for lærerne i både grundskolen og gymnasiet, sørgede jeg altid for, at jeg fagligt så vidt muligt arbejdede med det stof, der lå 1-2 år foran i skolesystemet. Og da lærerne godt vidste dette, fik jeg som regel lov til at gøre tingene på min egen måde. Dette fungerede faktisk ret godt i størstedelen af skolefagene, hvor jeg fagligt rimeligt nemt kunne håndtere dette indenfor de fag, der lå indenfor den natur- og samfundsvidenskabelige fløj. Men for fagene i den humanistiske fløj havde jeg ikke det fornødne faglige overskud. Så overordnet set har jeg i grundskolen og gymnasiet klaret mig rimeligt godt i de natur- og samfundsvidenskabelige fag, og her klarede jeg mig så godt, at det kompenserede for, at jeg indenfor de humanistiske fag kunne have lidt småproblemer. Dette var min måde til at kompensere for nogle af de utilstrækkeligheder, der følger med ADHD'en. Da jeg efter gymnasiet kom på universitetet (matematik og fysik), forsøgte jeg at fortsætte på samme måde. Men det viste sig ret hurtigt, at jeg her ikke havde den/det fornødne energi, overskud og overblik til at kunne fortsætte efter samme model. Og jeg var derfor nødt til at udvikle nogle nye kompenseringsstrategier. Når jeg nu kigger tilbage på dette universitetsforløb med min viden om, at jeg havde ADHD, kan jeg se, at jeg mere eller mindre har brugt forskellige kompenseringsstrategier hele tiden. Men jeg fandt desværre aldrig en universelt anvendelig kompenseringsstrategi...
Men angående denne ADHD-del er jeg i øjeblikket meget taknemlig for, at der er blevet udviklet medicinske hjælpemidler, der kan hjælpe med at normalisere hverdagen. Jeg har aldrig set det som et mål at blive normal, men da omverdenen grundlæggende forventer, at man opfører sig mere eller mindre normalt, er det hele væsentligt nemmere, når det medicinske bidrag bringer én i nærheden af normaliteten. At jeg så nok stadig vælger at pleje og dyrke nogle af de interesser, der adskiller mig fra det normale, er mit valg.
For de to andre sygdomme er historierne væsentligt simplere. Jeg har haft Neurogen Diabetes insipidus hele mit liv, og er blevet behandlet medicinsk for dette siden 8-9 års alderen. Der var lidt småproblemer med diabetes insipidus'en lige omkring ved det tidspunkt, hvor jeg fik sukkersyge (diabetes mellitus) i foråret 1990, og dette hænger formentligt sammen med, at de to sygdomme påvirker hinanden. Men dette blev løst ved en ændring af den medicinske dosering. Og sidenhen har der kun været problemer med min diabetes insipidus når jeg glemmer at tage min medicin, tager medicinen forkert, når jeg er forkølet (medicinen optages ikke/forkert) eller når mit blodsukker er enten for højt eller for lavt (sukkersygen modarbejder medicinen).
Jeg fik sukkersyge nogle få uger inden jeg fyldte 17 år. Og jeg var ikke så meget anderledes end andre teenagere, hvor jeg i denne periode skulle afprøve alle grænserne. Og nogle af disse grænser var også, hvordan sukkersygen opfører sig under forskellige omstændigheder. Man kan læse meget i bøger, men nogle af disse gengivelser skal også afprøves i praksis (omsættes til egne erfaringer). Undervejs i denne proces var der perioder, hvor jeg havde mindre styr på sukkersygen, men for størstedelen af tiden lå min sukkersyge rimeligt pænt, men det hele var stadig alt for ofte ustabilt. Igennem de første ca. 16 år af min sukkersyge brugte jeg de almindelige insulinprodukter, der er billigere (for sygesikringen) end de mere nyudviklede produkter. Men i 2006 fik jeg en bevilling til i stedet at prøve nogle på daværende tidspunkt rimeligt nyudviklede insulinprodukter. Og efter at jeg havde haft meget svingende blodsukker i de første 16 år af min sukkersyge, kom det hele til at ligge meget pænere (mere stabilt) med de nyere (og bedre) produkter. Og efter dette skifte har min sukkersyge ligget rimeligt pænt i de seneste år. Og til dagligt har jeg i øjeblikket ikke ret mange problemer med sukkersygen...
