Jeg interesserer mig meget for didaktik, pædagogik og psykologi. Og selvom man skulle forvente, at tingene blev simplere, når dette blev studeret, er det ét af de steder, hvor det hele bliver mere kompliceret, når man sætter sig ind i det. Så selvom jeg har læst meget om disse emner, og ligeledes har undervist både på grundskoleniveau, gymnasieniveau og på universitetsniveau i forskellige perioder indenfor de sidste 12 år, må jeg desværre indrømme, at jeg ikke har kendskab til en universelt anvendelig undervisningsstrategi.

Igennem årene har jeg heldigvis et par gange mødt nogle meget begavede undervisere, hvor deres undervisning virkede så naturlig og ligetil, at alle eleverne forstod, hvad der blev sagt, og hvor disse undervisere ligeledes var i stand til at fange elevernes interesse, og herved magtede at få væsentligt mere ud af eleverne. – Jeg nærer meget stor beundring for disse undervisere, og ville ønske, at disse egenskaber kunne overføres til alle undervisere (inklusive mig selv). Men så enkelt er det desværre ikke... Når jeg siger, at dette er meget ”begavede undervisere”, tænker jeg overhovedet ikke på den fagfaglige begavelse, hvor jeg har mødt rigtigt mange fagfagligt dygtige undervisere, der overhovedet ikke kunne lære fra sig. Her tænker jeg på, at underviseren har en pædagogisk-didaktisk begavelse. Den fagfaglige begavelse og den pædagogisk-didaktiske begavelse er to meget forskellige ting. Og jeg har stort set aldrig mødt en person, der besad begge kvaliteter (jeg har læst om nogle, men har aldrig mødt én).

Mit overordnede læringssyn er, at underviseren altid skal stile imod at forbedre sig. Jeg har aldrig mødt en underviser, hos hvem der ikke var plads til forbedring. For nogle undervisere er de fagfaglige styrker større end de pædagogisk-didaktiske, og disse undervisere skal naturligvis vægte deres pædagogisk-didaktiske udvikling højere end deres fagfaglige udvikling. Og for andre undervisere er det lige modsat... Og samlet set mener jeg, at enhver underviser skal stile imod at blive den perfekte underviser, selvom jeg er helt sikker på, at den perfekte underviser kun findes i teorien (altså et uopnåeligt mål). Og min grundregel til alle undervisere (inklusive mig selv) er derfor: Der er altid plads til forbedring...

For den konkrete undervisningssituation har jeg naturligvis nogle præferencer indenfor de 4 overordnede læringspsykologiske retninger, men jeg forsøger (afhængigt af situationen) ofte at udnytte elementer fra alle 4, og vil derfor helst ikke sætte mig selv ned i en alt for fast ramme. I procenttal vil jeg gætte på, at jeg bruger 75% fra den kulturhistoriske skole/kritisk psykologi, 50% fra konstruktivisme/psykoanalyse, 50% fra en hermeneutisk/fænomenologisk/humanistisk tilgang og endelig 25% fra behaviorismen. Hvis disse tal lægges sammen, vil det give mere end 100%. Dette hænger sammen med, at der er et ret stort overlap imellem teorierne, hvor der fx. er nogle områder, som teorierne er enige om. – Under normale omstændigheder vil de 25% fra behaviorismen så vidt muligt ikke blive brugt i min undervisning. Disse er udelukkende taget med, da der i sjældne tilfælde kan opstå situationer (problematiske klasser/situationer), hvor jeg er blivet tvunget til at ty til noget Classroom Management, der i bund og grund er rendyrket behavioristisk psykologi (ligesom ved rotteforsøg eller for Pavlovs hunde). Jeg kan ikke lide dette, men ”nød lærer nøgen kvinde”... Men for de tre andre teorier kan jeg godt finde på at lave lidt sammenblanding, hvor en fænomenologisk tilgangsvinkel sagtens kan bruges til at vække elevernes interesse for et undervisningsforløb, der fx. er struktureret efter et konstruktivistisk eller et kritisk grundlag.

Mit overordnede læringssyn er, at undervisningen altid skal tilpasses elevens forudsætninger. Al undervisning skal foregå i ”zonen for nærmeste udvikling”, der kan defineres som:

Zonen for nærmeste udvikling defineres som forskellen mellem niveauet for opgaver, som en elev kan klare ved hjælp af en voksens vejledning eller i samarbejde med dygtigere kammerater og niveauet for opgaver, eleven kan klare ved egen hjælp.1

Zonen for nærmeste udvikling er som begreb blevet anvendt i mange forskellige sammenhænge indenfor de sidste 30-40 år, men ofte glemmes det, at begrebet i Vygotskys tankegang også havde en vigtig social fundering. Gennem de allerede eksisterende fællesskaber møder eleverne med mange fælles tanker og et fælles erfaringsgrundlag, således at man som lærer i en gennemsnitlig klasse ikke behøver at undervise 25 elever på 25 forskellige måder (dette ville være en konsekvens af Piagets kognitive teori kombineret med zonen for nærmeste udvikling). I praksis bør der ifølge Vygotskys kognitive teori findes grupperinger i klassen, der kan undervises på samme niveau, hvor undervisningen ligger indenfor zonen for nærmeste udvikling for alle eleverne i gruppen. – For læreren skal undervisningen således kun differentieres til 4-5 forskellige grupper i klasssen snarere end til 25 individuelle elever. Det er til gengæld ofte meget vanskeligt som lærer at finde disse grupperinger.

For mig vil der (næsten) altid være tre overordnede grundregler, som jeg forsøger at arbejde indenfor i al undervisning:

• Undervisningen skal relateres til elevernes tidligere erfaringer (herunder ligger også elevernes sociale, kulturelle og etniske baggrund)

• Eleverne skal deltage aktivt i undervisningen

Ansvaret for læreprocessen skal gradvist overføres til eleverne

Men overordnet set må jeg sige, at jeg ikke kender en perfekt undervisning, der fungerer alle steder. I mit pædagogisk-didaktiske grundsyn skal læreren have et ret godt kendskab til eleverne, og dette sætter en seriøs begrænsning for anvendelsesmulighederne. Og imens dette kendskab til eleverne opbygges, kan man som lærer blive tvunget til at anvende nogle andre metoder, der muligvis kan give anledning til knap så god og vedvarende læring.

1. 1. Jan Tønnes Hansen & Klaus Nielsen (red.): Stilladsering – En pædagogisk metafor, Forlaget Klim (1999), s. 135